Det ser heldigvis ud til at fredagens samråd på Christiansborg lægger låg på “Beckergate”, og det skal vi alle prise os lykkelige for. Sagen har været et trist klasse-eksempel på hvordan alle proportioner og al fornuft kan forsvinde i Bermuda-trekanten mellem Christiansborg, medierne og ministerierne. Danmark står om 50 dage med et historisk ansvar for Planetens Fremtid - og så sluges al opmærksomhed af en banal personalesag i Klimaministeriet og ordførere, embedsmænd, journalister og ministre tvinges til at flytte dyrbar tid fra det væsentlige til trivialiteter.
Det er ingen tjent med - heller ikke oppositionen eller medierne. Det er fuldstændig ligesom Storm P’s vagabond, der ikke mener noget om verdenssituationen fordi han har noget i øjet. Vi har hverken tid eller råd til at ha’ noget i øjet, alle ressourcer skal fokuseres på forberedelserne til december - og der er rigeligt med udfordringer på vejen.
Man kan måske forstå at medierne kaster sig sultent over sagen - den er dejligt enkel og personorienteret midt i et kompliceret, geopolitisk spil - men at oppositionens ordførere gør det samme er tragikomisk. Det eneste de opnår er at Klimaministeriet må udkommandere alle tropper til at gennemgå gamle ringbind og skrive lange redegørelser og dermed fjerne fokus fra forhandlingerne, som ordførerene fra SF, S og R jo også betragter som det vigtigste. Ja, de er store støtter af den linie, som Klimaministeriet fører - men som altså her, få uger før målstregen, skal forstyrres unødigt.
Ingen kan være i tvivl om at Beckergate er en ulykkelig sag, hvor en ekstremt dygtig, respekteret og nytænkende embedsmand må tage sit gode tøj og gå. Connie Hedegaard er formentlig den første til at erkende, at det ville have været bedst, hvis Becker sad i stolen ved siden af hende. Men træd nu et skridt tilbage: Een mand vælter altså ikke læsset i det ekstremt omfattende forhandlingsspil, der her i den sidste fase omfatter flere tusinde mennesker over hele verden. Der står andre og kompetente folk parat i næste geled. Klimaministeriet har 40 forhandlere, internationalt anerkendt ekspertise, indtil flere ledende forhandlere, og en af rigets mest erfarne diplomater er sat ind til at styre tropperne. Og regeringen er jo ikke gået af.
Andre forhold er langt, langt vigtigere - og bør påkalde sig berettiget opmærksomhed. Først og fremmest hvilken linie, der lægges i forhandlingerne.
Ikke mindst for erhvervslivet, som skal lægge 85% af investeringerne og udbyde løsningerne på klimakrisen, er det af yderste væsentlighed, at Danmark fastholder den ambitiøse linie. At vi ikke stiller os tilfreds med en politisk “succes”, der ikke reelt gør nogen forskel, men blot redder ansigt for de implicerede politikere. Vi bør insistere på en reel succes, dvs en aftale, der sender et klart prissignal på CO2-udledninger, belønner bæredygtige teknologier og dermed udløser de investeringer og de innovationer, der skal til for at løse klimakrisen - og som Danmark i øvrigt har en række styrkepositioner på. Altså en aftale, der medfører reelle ændringer, og ikke hule festtaler. Det kræver i princippet “bare” tre afgørende ting, som meget præcist blev beskrevet af forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på World Economic Forum i Davos i januar i år: 1. At der lægges et loft over de globale udledninger og aftales bindende reduktionsmål for de enkelte lande, 2. at der skabes finansiering til overførsel af teknologi fra rige til fattige lande og beskyttelse af de fattige lande mod effekterne af global opvarmning samt 3. at vi enes om et system så udledningerne kan rapporteres, verificeres og certificeres.
Den linie er klar og står forhåbentlig stadigvæk til troende. Hvis der er nogen som helst tvivl, bør denne tvivl udryddes hurtigst muligt, så Danmark som forhandlingsleder står stærkest muligt - og fortsat sætter overliggeren tilstrækkeligt højt.
De to personer i centrum er Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen, to meget forskellige politikertyper, men formentlig de to hurtigste knallerter på havnen i deres generation af danske politikere. Et koordineret, veltilrettelagt parløb mellem dem kan skabe store resultater.
17. oktober 2009 kl. 02:57
Gudsjammerligt, Per Meilstrup! Men ingen er jo forpligtet ud over sine evner.
17. oktober 2009 kl. 05:33
Det hele er en gang bureaukratisk nonsens hvor tusindvis af ævle bævle glade snakkehoveder kan sidde og klappe hinanden på skuldrene. Disse klimareligiøse fundamentalister er åbenbart ikke asketer men har også sans for det søde liv og de siger da ikke nej til at blive bespist og beskænket i bedste stil.
Når erhvervlivet som skaber værdierne holder konferenser så er der en buffet hvor man kan få nogle sandwiches samt kaffe og kage.
Når disse skatteyderbetalte klimareligiøse fanatikere samles så flyder vinen og der er ingen smalle steder.
17. oktober 2009 kl. 05:45
Det er svært ikke at tro, at der er andre ting i denne sag end nogle bilag og rod i regnskaberne, og derfor er det mediernes opgave at få den slags afdækket. Vi nærmer os topmødet, og vi nærmer os også noget, som kan ende som det store flop. Connie Hedegaard har sat megen prestige ind på at få en ambitiøs og bindende aftale skruet sammen. Hun har så haft en tung ballast i form af først en skeptisk Anders Fogh og Lars Løkke, som oprigtigt ikke interesserer sig en bønne for klimaet. Han gør så gode miner til slet spil, da det handler om Danmarks prestige og en ambitiøs aftale vil kunne fremstille ham som den store statsmand, der reddede kloden. For ham og regeringen handler det om næste valg, og en fin aftale vil kunne bruges i valgkampen. Lars Løkke er fuldstændig ligeglad med om de står i vand til halsen i Vietnam, Samoa og andre steder. Det handler om genvalg.
Regeringen har samtidig fået det problem, at DF slet ikke kan få øje på, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Lige nu vil det derfor være et stort problem at finde et flertal, som efter en ambitiøs aftale vil være i stand til at levere løsninger på problemerne.
Der hvor vi ender er, at der kommer en aftale, som vil blive præsenteret, som et enormt fremskridt, men som bare overlader løsningerne til de kommende generationer. Lige nu midt i finanskrisen handler det om andre ting. Lars Løkke vil sole sig i opmærksomheden og hælde vand ud af ørerne, og gøre sort til hvidt. Connie Hedgaard vil blive skubbet til side, og bestukket med et job som udenrigsminister, og vi kører så videre i det samme spor, da ingen alligevel ikke tør træffe de nødvendige beslutninger om, at hele vores liv og forbrug skal ændres. Problemet er til at løse, men det bliver hårdt for den rige del af verden. Nu forsøger højrefløjen så at gøre befolkningseksplosionen til problemet, og det er den klassiske: Det er de andres skyld og de må så løse problemet. Vi har ingen skyld og ansvar og kan derfor ikke bidrage med løsninger.
17. oktober 2009 kl. 07:57
Det er utroligt, at Meilstrup ikke har lært noget som helst af de mange fornuftige kommentarer, der er kommet til hans foregående mesterværk. Kan han ikke forstå, at USA aldrig vil gå med i en aftale, der bygger på Kyoto-protokollens struktur eller arkitektur med basis i cap-and-trade systemet. En eventuel Kyoto II-aftale vil ikke blive godkendt af Senatet, som med stemmerne 95-0 forkastede Kyoto-protokollen, som løgneren Al Gore havde underskrevet. Det stod i hvert fald klart fra maj 2009, hvor USA fremsendte udkast til en “Implementing Agreement” til FN “US Submission on Copenhagen Agreed Outcome”. Det, jeg ikke kan forstå, er, at man har spildt tiden med at diskutere en traktat, som man vidste ikke havde gang på jorden.
Hvordan kan man tro, at samtlige verdens lande skulle kunne blive enige om at fastsætte “bindende mål” for CO2 reduktioner, som med den nuværende struktur ville være prohibitivt kostbart, ville føre til en kraftig reduktion i den økonomiske vækst, fald i velstanden, overførsler af enorme beløb til u-landene. Og alt dette midt i den værste finansielle og økonomiske krise, verden har oplevet siden 30?erne. Og alt dette for at opfylde nogle fuldstændigt arbitrært fastsatte mål (2 grader) for den maksimale globale temperaturstogning om små hundrede år, hvor vi heldigvis allesammen er døde. Hvor dum kan man være.
For den fremtidige energiforsyning, og her er jeg helt enig i, at vi på længere sigt skal gøre os uafhængige af fossile brændstoffer, er problemet med sol- og vindenergi, at det endnu ikke er en teknologi, der kan anvendes 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, 365 dage om året. man kan lade vindenergi fylde måske 20 % af behovet, men det kræver en enorm lagerkapacitet eller anden form for back-up. Solenergien vil komme til at spille en rolle, men det bliver ikke i dette århundrede løsningen på vores energiproblemer. Ser man hundrede år frem i tiden, har vi mange spredte vedvarende energikilder, men energiforsyningen skal stadig have en rygrad, og den rygrad er atomenergi.
Det er vel nok de sværeste forhandlinger, som det internale samfund nogen sinde har taget fat på, og derfor vil det være ualmindelgt naivt at vente sig noget af betydning i København, der, som Obama sagde, kun er “a significant step forward in the global fight against climate change”.
17. oktober 2009 kl. 09:57
Fundamentat for vores velstand er rigelig tilgang af billig energi, det er det der gør livet nemt og bekvemt.
Løgneren,klimafantasten med det enorme eget energiforbrug Al Gore forekommer at være en godt eksempel på disse frelste godhedsapostler som føler sig hævet over sin egen prædken.
Disse frelste energisvin som rejser verden rundt i jets og prædker mådehold samtidigt med at de føre sig frem på første klasse.
At Danmak gider at vore vært for det snobberi siger noget om den herskende klasse.
Når de efterhånden har fået brændt milliarder af på denne klimamode og folk er ved at være træt af at høre på deres nonsens, hvad bliver så den næste mode som kan finansiere deres luksustilværelse.
17. oktober 2009 kl. 15:19
Det internationale klimahysteri er gået i ukontrolleret selvsving.
Hvilken politiker vil/tør sige til en børnefamilie “lad os nu klappe hesten og bruge hestekræfterne på at udvikle alternativ energi”?
Klimakonferencen i København er blevet en religiøs besættelse, båret af egoistiske politiske ambitioner.
Når så en Becker, som er en vigtig brik i at få lagt puslespillet, på trods af advarsler vedblivende (og ulovligt) slår til Søren for skattepengene, så skal vi (inkl. pressen) naturligvis lukke øjnene i den gode sags tjeneste.
Hvis vi efterkommer sådanne ønsker, bliver vi aldrig æresmedlemmer i Trykkefrihedsselskabet.
17. oktober 2009 kl. 19:19
Hvis man i ramme alvor skriver “….. et historisk ansvar for Planetens Fremtid”…med stort P og F…..er man så langt inde i troen at rationaliteten synes forduftet….Per Meilstrup - er du virkelig 100% sikker på at Planetens Fremtid er truet af menneskeskabte klimaforandringer ?
17. oktober 2009 kl. 19:45
Endnu en gang spændende nytænkning fra klima fronten: Vi skal ikke spilde vores tid på plat og svindel i klima branchen – for det er jo reelt det, Connie Hedegaards nære ven er skyldig i – men derimod koncentrere os om det væsentlige: At frelse verden!
Og ingen opgave kan være større! Skidt med at embedsmændene stjæler skatteydernes penge – hvad er det mod verdens undergang!? Og skidt med at klima videnskaben er en lille, incestuøs flok, der sidder og ”peer reviewer” hinandens forskningsresultater, uanset hvor tynde – for kritik kan medføre universets ødelæggelse!
Eller med andre ord: Hvad Per Meilstrup hér siger højt er hvad alle har tænkt i det skjulte: I klima branchen helliger målet midlet.
Almindelige mennesker og kritiske hoveder må bøje nakken og ophøre med deres modstand og tie med deres kritik, så Per Meilstrup og hans selvbestaltede lille trup af overmennesker kan redde verden uden at blive forstyrret!
Den slags ideologier så vi jo et par stykker af i det tyvende århundrede. Hvordan var det nu, det endte med dem?
18. oktober 2009 kl. 12:53
Jeg beundrer “klimafolket” for deres evne til at holde masken under møderne og overfor pressen, men lur mig; usete klasker de sig på lårene af grin over, at de får os andre til at betale hele halløjet.